Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Annica Engholm

Annica Engholm

Jeg er født i 1980 og bor lidt udenfor Brovst sammen med min mand Kristian og to børn William fra 2005 og Natasja fra 2007. På vores lille gård har vi heste, høns, en kat og en hund.

For mig er det vigtigt at børnene har en tryg og rolig hverdag. Det er vigtigt at børnene bliver taget godt i mod så dagen i dagplejen starter godt, og der er altid plads til et kram. Vi tager dagen i et tempo hvor alle børn kan være med og på den måde møder jeg børnene på hver deres måde og de føler sig set og hørt.

Dagligdagen består af en god rutine, det gør dagen nem og overskuelig for børnene.

I løbet af dagen bliver børnene tilbudt 3-4 sunde og varierede måltider alt efter hvor tidligt de kommer. Vi leger forskellige ting indenfor om morgenen indtil kl. 9.00 ca. Her bruger vi legeværelset, gangen og køkken alrummet. Morgenstunden går med planlagte/spontane lege, jeg har noget vi går i gang med og så er der altid tid til at børnene kan videreudvikle på legene og bruge deres fantasi. Det kan være vi finder bondegårdsdyrene frem og snakker lyde, farver, størrelser og slutter af med sangen Jens Hansens bondegård. Kigger i bøger og snakker om hvad vi ser. Det kan også være leg med dukker, biler osv.  Efter formiddagsmaden går vi udenfor og leger, det er meget forskelligt hvad vi finder på. Her følger jeg tit børnenes initiativ, hvis de fx er opmærksomme på edderkopper forsøger vi at finde sådan en og kigger, mærker ( hvis vi kan og tør)og snakker om den. Det kan også være en gemme/ fange - leg, en hule eller motorikbane eller sandkager som optager dem. Det kan være vi skal fodre dyr og hente æg som vi så koger til frokosten.

Vi går ind ved 11 tiden ca. og får overtøjet af, lærer at stå i kø og vente til alle har vasket hænder. Jeg vil gerne børnene tager del i de daglige gøremål, så sammen dækker vi bord og sætter os sammen og spiser. Efter frokost bliver børnene gjort klar til deres middagslur, de får ren ble på og børstet tænder. Kl. ca. 12 sover de.

De får eftermiddagsmad sammen når de vågner. Herefter bestemmer de selv legen indtil de bliver hentet, måske en ny leg eller de leger videre med formiddagslegen. Vi kan også sagtens være og finde ude i haven når børnene bliver hentet.

Hvad arbejder vi med:

Her ved mig arbejder vi meget med motorik, sanser og sprog.

Det motoriske understøttes af forskellige lege hvor vi bruger kroppen. Det kan også være en motorik bane som børnene selv hjælper med at lave i stuen eller ude, det kan være puder vi kravler rundt på i gangen, hopper på madrasser i værelset eller dans hvor motoriske øvelser også bliver leget ind.

Når vi arbejder med sanserne bruger vi fx vores dyr, vi hører hesten gumle - mærker om den er våd, tør og blød, mærker om æggene er kolde eller varme. Hører hunden gø eller katten spinde og kæler med dem.

Vi laver også kreative ting hvor vi også får mærket på forskellige ting det kan være ler, trylledej, perler osv. Hvis det passer ind aldersmæssigt bager vi også engang imellem så vi får lært at trille og skære ud.

Jeg har fokus på sprog og på at udvikle børnenes færdigheder, gennem højtlæsning, gentagelser, italesættelse af daglidags gøremål samt at bruge tingenes specifikke benævnelser.