Jeg hedder Bettina og er født i 1986. Jeg bor i en villa med min mand, Jon, og vores to børn
Isabella fra 2014 og Asger fra 2017. Der bor to minilop-kaniner ude i haven.
Jeg er startet som dagplejer her i Aabybro juli 2024, og har ca. 4 års erfaring fra dagplejen i Rebild kommune. Jeg har taget PAU-uddannelsen og førstehjælpskurser, samt et sprogklar kursus v. Justin Markussen Brown, som bl.a. belyser vigtigheden i at udfolde børns sproglige potentiale.
Hverdagen hos mig skal først og fremmest bestå af tryghed, for af tryghed kommer udvikling og læring. Jeg skaber tryghed ved, at skabe rutiner i hverdagen, som er genkendelige for barnet, så de kan regne med, at de ved hvad de skal i dagligdagen og hvad det vil sige, at komme i dagplejen. Her skal være godt og rart at komme. Jeg følger læreplanstemaerne, på den måde sikrer jeg at jeg kommer rundt om hele barnets læring og udvikling.
I kan regne med, at barnet kan komme til mig og få et kram, og altid med åbne arme og smil. Jeg vægter forældresamarbejdet højt, og værdsætter de små daglige samtaler ved aflevering af barnet, for jeg kan bruge det for at få en forståelse af hvor barnet er i dets udvikling og på den måde kan jeg forme hverdagen bedst muligt for jeres guld. Jeg selv elsker når vi synger sange og remser, leger på værelset og går ture i Aabybro, hvor vi kan snakke om det vi ser på vores vej, som kan være grobund for små temaer vi kan køre videre med alt efter børnenes interesser.
Jeg kan lide at tage til Blokhus og tage en aftendukkert, se familien og venner, og elsker hyggen og traditionerne omkring højtiderne f.eks. påskeæg i haven i påsken, små nissedrillerier i juletiden eller bare en gåtur, hvor vi udforsker årstidernes skiften og kendetegn.