Velkommen til min dagpleje.
Jeg har arbejdet som dagplejer siden maj 2020, og jeg nyder hver eneste dag med børnene. I huset er der, foruden mig, min kæreste Mikkel og vores fælles to børn. Axel er fra 2017 og Solveig fra 2019. Vi har ingen dyr. Privat holder jeg meget af at bage, og når tiden er til det, elsker jeg en løbetur.
Det vigtigste for mig er at lære jeres barn og jer forældre godt at kende, for derved at skabe den rette tilknytning og tillid til, at jeres barn kan trives og udvikle sig her hos mig. Jeg værdsætter et godt forældresamarbejde, og I får derfor altid ærlig besked omkring jeres barns dag. Jeg vil således også altid gerne høre, hvis der er noget, I tænker jeg kan have gavn af at høre fra jer forældre.
Hos mig er der genkendelige rutiner og faste rammer fx ifm. måltidet, hvor vi vasker hænder, spiser sammen og afslutter med en sang. Jeg har fokus på det enkelte barns kompetencer og tænker hele dagen som en lang læringssituation, idet alle dagligdagens gøremål giver mulighed for læring på forskellige niveauer afhængigt af barnets alder. Vi øver fx at spise og drikke selv, tage tøj af og på, rydde op og give udtryk for egne følelser. Jeg har samtidig fokus på gruppens udvikling, idet børnene også skal lære at indgå i sociale relationer. De skal fx lære at vente på tur og være hinandens bedste venner.
Jeg har god plads i haven til leg og udfoldelser i form af et areal med græs og et med fliser, hvor vi kan styrke motorikken ved fx at lege med bolde eller køre på scootere. Der er desuden legehus, gynger og sandkasse mm. Jeg nyder generelt at komme ud. I gårdhaven har jeg bord og bænke, så vi kan spise ude om sommeren. Indenfor er vi mest i køkkenet og i et stort legeværelse, jeg har indrettet midt i huset. Her leger vi, synger og fordyber os i bøger og andre gange laver vi en forhindringsbane eller danser til musik.
Hvis I har noget I ønsker uddybet, må I endelig kontakte mig.
Endnu engang velkommen, Helle Møgelmose Kjeldsen.