Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jette Pedersen

Jette Pedersen

Jeg bor i udkanten af Tranum på en lille gård, hvor der er masser af plads til motoriske udfoldelser både ude og inde. Jeg er gift og har 4 voksne børn, som alle er flyttet hjemmefra,

derudover har jeg 8 dejlige børnebørn. De eneste dyr vi har er 2 heste og ude-katte.

Som spejder og naturdagplejer, er jeg glad for, at kunne være med til at udvikle børnene fysisk, mentalt og socialt i naturen. Vi går ture på marken eller i skoven, vi finder tit en vandpyt, som er dejlig at hoppe i. Sproget udvikles, når vi taler om de ting vi oplever og finder i naturen.

Kulturelt lærer vi om den danske natur og årstiden, vi lærer at passe godt på naturen. Vi er meget ude, også selv om vejret ikke er så godt - en regnvejrsdag kan også være dejlig.. En gang imellem har vi en ladcykel til rådighed, så vi kan komme længere rundt og blive en oplevelse rigere. Vi kan finde på at køre til Bratbjerg-søerne eller ud i Klitten med madpakke. Vi har også cyklet til Stranden.

Som DGI dagplejer tror jeg på, at det er vigtigt at introducere børn for fysisk aktivitet så tidlig som muligt, så de bliver fortrolige med deres krop og oplever glæden ved at bevæge sig. Det er sundt og sjovt at bevæge sig, det giver god energi og glade børn. Børn lærer betydeligt bedre, når krop og bevægelse er en del af læringen. Det styrker børnenes sprog og motorik. Da børnene spejler sig i den voksne, deltager jeg selvfølgelig aktivt i leg og bevægelse. Vi synger, hopper, danser og laver gymnastik hver dag.

Vi sidder også ned ind imellem og laver noget kreativt eller fordyber os i en bog. At give det enkelte barn tryghed, nærvær og omsorg er en selvfølge.

En gang om ugen er vi i heldagslegestue i Brovst, her udvikles børnenes sociale kompetencer igennem leg og samvær med flere børn og voksne. 

Vi mødes også med vuggestuen, bl.a. i hallen en gang om ugen, vi er i Kirkelegestue 4 gange om året sammen og vi inviterer hinanden til forskellige arrangementer. 

- Dagplejer siden 1995

- Naturdagplejer

- DGI certificeret dagplejer.