Jeg er årgang 1994 og bor med min kommende mand og vores 2 piger fra 2016 og 2019, som i også vil møde i dagplejen. Jeg blev ansat som dagplejer i 2020, og er uddannet som pædagog fra UCN i år 2019. Jeg kan tilbyde en hverdag med tryghed og omsorg som kerneopgave og hvor der er stor fokus på den gode relation mellem mig og børnene, og børnene imellem.
Jeg bruger det meste af tiden på gulvet sammen med børnene hvor jeg kan guide børnene i legen og samspillet med hinanden. I hverdagen vil I møde et hjem der er præget af faste rutiner og hvor børnene er en del af de daglige gøremål. Hos mig vil der også være stor fokus på kreative udtryksformer i form af sang, musik og andre kreative aktiviteter.
Huset ligger lige uden for byskiltet, hvor der er masser af natur i nærområdet. Vi har en stor have som vil bidrage til en masse motorisk udvikling med løbe, trille, lege med bolde, køretøjer - og hvor man vil kunne opleve naturen på tæt hånd. Vi har en masse dyreliv i haven fx et frækt egern der tager for sig af diverse nødder fra haven. I baghaven ligger der en skov der må benyttes og ellers ligger Ryaa mejeri og spejdergrund få min. væk som vil blive benyttet til små ture ud af huset. Der er cykelsti ind til Aabybro, hvor det kun vil tage få minutter på min ladcykel for at besøge andre dagplejere eller faciliteter som legepladser, bibliotek som Aabybro også byder på.
Jeg har et stort fokus på at hjælpe børnene med at blive selvhjulpen. I hverdagen er der rammer for at børene kan tage del i dagen, selv kravle op på pulsebord og højstole, og lære selv at tage tøj af og på.
Jeg vil glæde mig til at byde jer velkommen.